Referat fra generalforsamling

På den netop overståede generalforsamling var der et pænt fremmøde. Efter at formanden havde budt velkommen blev Ole Alstrup valgt som dirigent og ledte derfra slagets gang med kyndig hånd.

Formanden startede med at fortælle om de forskellige aktiviteter foreningen havde haft gang i i det forgange år, hvorefter kassereren aflagde regnskab. Der havde i 2015 været et mindre underskud som blandt andet skyldtes at der havde været færre udlejninger af Medborgerhuset, samt at der havde været færre kontingent-indbetalinger.

Under indkomne forslag var der forslag til ændring af vedtægter. Det fik forsamlingen sig en længere snak om, men da der ikke kunne opnås enighed blev forslaget trukket tilbage.

Alle bestyrelsesmedlemmer der var på valg modtog genvalg, og da der på generalforsamlingen ikke var andre der stillede op, forblev bestyrelsen uændret. På den efterfølgende konstituering forblev fordelingen af posterne da også uændret, og Jens Lassen fortsætter som formand.

Under eventuelt blev forsamlingen spurgt om de syntes det var en god idé med en hjertestarter i Viuf. Snakken gik livligt og endte med at der var opbakning til at foreningen går videre med at finde ud af hvor den kan placeres og hvordan den kan finansieres.

Henrik Lindholm fortalte om de muligheder landsbyer har for at søge tilskud hos Kolding Kommunes Landsby Forum til projekter som fx Viuf Bypark. Han gennemgik også de tiltag der skal foregå i år, hvor lokale frivillige skal beskære beplantningen hele vejen rundt om sportspladsen, hvorefter kommunen kommer og sår enggræs på de åbne arealer.

Aftenen sluttede med hyggesnak, osteanretning og rødvin.

Du kan også læse referat fra generalforsamlingen, såvel som formandens beretning og årets regnskab.