Sommerfest i Viuf – 14.-15. august

Sommerfest i Viuf - 2015Så er der atter sommerfest i Viuf. Det er Viuf Medborgerforening der arrangerer og der er GRATIS ADGANG FOR ALLE – uanset om du er medlem eller ej.

Byens ungdom åbner ballet fredag aften med deres helt egen ungdomsdisco med høj musik og laserlys i røg og damp. Om lørdagen er det så alle os andres tur. Er du til motion kan du starte dagen med et sommerfest-løb, og senere deltage i en rundbold-turnering.
Er du knap så motionistisk anlagt kan du i stedet hoppe på din havetraktor og dyste i duelighedskørsel og ringridning. Eller du kan deltage i fællesspisningen og bagefter nyde en fadbamse til lyden af live musik i teltet. Vi har i år hyret guitaristen Monika Bigum til at underholde med lækker musik i teltet om aftenen.
Alle små og store krejlere er velkomne til at rydde garagen og sælge det på pladsen.
Har du en hemmelig opskrift på en super lagkage, så fortæl os på vores Facebook side at du har tænkt dig at dukke op med en kage – så gør vi plads til den på kagebordet. Og selvom du måske ikke vinder, så har du i hvert fald givet en masse besøgende en dejlig oplevelse til kaffen.

Alle er inviteret til fælles spisning i teltet om aftenen, og du er velkommen til at tage noget grill-selv kød med til grillen, hvor du så kan købe lækker salat til. På pladsen kan du købe grillpølser, kartoffelsalat, og som noget helt nyt, fantastiske burgere med coleslaw og pulled pork. Der er ikke et øje tørt!!!  Uanset hvad, så bestemmer du selv menuen.  Vi sørger for tændt grill til fri afbenyttelse.

Skulle du få brug for kontanter undervejs, så tager vi imod MobilePay på pladsen.

Vi ses på plænen 2015

Se hele programmet for Sommerfesten her.