Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

STOR GRIM HEKS søges

Vores gamle heks fløj til Bloksbjerg sidste år, så vi har brug for en ny flot heks til at pynte Sankt Hans bålet med.

SÅ HVEM HAR LYST TIL AT LAVE ÅRETS HEKS ?

Der er frit slag med hensyn til størrelse og materialer, heksen skal bare være flyveklar senest den 23. juni.  Og det er forbudt at pakke svigermor ind og sende hende afsted.

RING STRAKS TIL HENRIK PÅ TLF. 5152 5641 OG SIG AT DU/I MELDER JER TIL OPGAVEN.

Sankt Hans bål i Viuf

Kom til bålfest ved Birketing søen den 23. juni kl. 19.00, men allerede fra kl. 17.00 kan børnene komme og bage snobrød, og det er ganske gratis.
Årets båltale holdes af Bjarno Sørensen, og bålet tændes kl. 19.30. Senere på aftenen inviteres alle til at besøge Aktivitetscenter Svinget, hvor der kan købes kaffe og kager.
Der kan købes grillpølser, øl og vand. Vel mødt til en hyggelig aften.

Se plakat i stor størrelse.

Arrangører:
Viuf Medborgerforening
Aktivitetscenter Svinget
Grundejerforeningen Birketing/Buhlsvej

Pinsetur – Søndag 26/5 kl. 11.00

Årlig cykeltur for hele familien
arrangeret af Viuf Trivselsforening

Vil vil gerne invitere jer til fælles cykeltur med grill og hygge søndag den 26/5-13. Vi mødes med vores cykler ved Viuf Kirke kl. 11.00, hvor der vil være kort information om dagens begivenheder. Cykelturen vil være på max. 15 km ad små veje og i et tempo så alle kan være med.

Læs mere om dagens program.

Læs mere om  Viuf Trivselsforening

Ny basketball bane

Efter at den gamle skaterbane er blevet fjernet, er der nu blevet sat 2 basketball net op ved boldbanen på sportspladsen bag Medborgerhuset. Banen er til fri afbenyttelse, og alle er velkomne – blot skal man lige selv medbringe en bold.

Normalt består et basketball-hold hver af 5 spillere, og det gælder om at sende bolden i modspillernes kurv og hindre dem i al score i den anden kurv. Men er man ikke så mange, deler man sig bare i to hold.

Vil du lære mere om spillets regler, findes de på nettet, hvor der også findes specielle børneregler.

Referat af Generalforsamling i Viuf

Tirsdag d.5. marts blev der i Medborgerhuset holdt generalforsamling i Viuf Medborgerforening.

Formandens beretning og regnskab blev fremlagt, hvorefter der var valg til bestyrelsen. En del af de gamle medlemmer modtog genvalg, mens Sanne Lind Alstrup indtræder som nyt medlem. Den nye bestyrelse konstitueres ved næste bestyrelsesmøde.

Efter generalforsamlingen informerede Bitten Jensen, Almind, om kommunens planer for udvikling af sti-systemer i lokalområdet.

Aftenen sluttede af med lækker osteanretning og rødvin, mens diskussion og hyggesnak fortsatte ved bordene. I baggrunden blev der vist gamle filmklip fra Viuf, optaget af Aage Kyed.

Alt i alt en hyggelig aften med et godt fremmøde.

Læs mere:  Referat fra Generalforsamling
Læs mere:  Årsrapport 2012
Se billeder fra Generalforsamling

Fotoklubben VASK holder Åbent Hus

Er du interesseret i foto, så kom til åbent hus hos fotoklubben VASK tordag d. 21. marts kl. 19.00 i Viuf Medborgerhus.

Klubben er vært ved kaffe og blødt brød, hvor du kan få dig en hyggelig snak med klubbens foto-entusiaster.

I forbindelse med Åbent Hus arrangementet afholder fotobklubben også sin månedlige konkurrence, hvor du kan være med til at stemme på det billede der skal vinde. Månedens tema er selvportræt.

Vel mødt til en spændende aften.

Læs mere om arrangementet her

 

Tænd juletræet – Søndag 2. dec

Kom og tænd det flotte juletræ i Viuf Medborgerhus søndag d. 2. december. Vi skal danse om juletræet, og hygge med gløgg, sodavand og æbleskiver.

Det er 1. søndag i advent og Viuf Kirke afholder børne- og familiegudstjeneste fra kl. 14-15.
Bagefter tager julemanden alle med over i Medborgerhuset, hvor juletræet tændes.

Gudstjeneste  kl. 14-15
Julehygge i Huset  kl. 15-17

ENTRÉ:  Voksne – Gratis / Børn – 35 kr
Børnepris inkluderer:
1 godtepose, 3 æbleskiver, 1 sodavand

Bryg din egen øl

I samarbejde med Almind Borgerforening tilbyder vi et kursus i ølbrygningens ædle kunst.

I løbet af 3 mørke vinteraftener i februar/marts lærer du bl.a. at brygge din helt egen PÅSKEBRYG, så du er klar til “P-DAG”.

Du lærer at brygge øllet på et microbryg-anlæg, samtidig med at du lærer om de kemiske processer, der foregår under brygningen. Der bliver fortalt historier om øllets tilblivelse, og der serveres en let anretning til de forskellige smagsprøver.

Du får 15-20 liter ØL med hjem efter afslutningen.

Læs mere om priser og tilmelding til øl-kursus